Lisbeth Baks slægtssider

Hjem Blog Opdateringer  Om siden  Download  Sitemap

       

Aneliste
Anetavle
Steder
Efterlysninger
 

 
Tilbage til: > Fortællinger    

Børneportrætter

Jeg har en del fotos af mine aner. Jeg har således fotos af alle mine tip-oldeforældre med undtagelse af min ene tip-oldefar. Det er alle billeder taget i en sen alder. Billederne er taget omkring 1875-1900. På dette tidspunkt var der fotografer i alle større byer. Portrætfotos blev taget som de såkaldte visitkortfotos, der var fotos opklæbet på et papstykke med fotografens navn nederst. De var beregnet til at omdeles blandt familie og venner.

I mine tip-oldeforældres generation var det at få taget et billede en sjælden foreteelse. Siden er det blevet mere almindeligt. Mine børn er således fotograferet næsten årligt, fra de startede i vuggestuen, til de er gået ud af gymnasiet.

Jeg vil vise nogle eksempler på børneportrætter.

Det første portræt er af min mormor Ane Cecilie Clausen. Hun er fotograferet sammen med sine to ældre søstre. Billedet er taget i Kolding omkring 1896-98. Om det er taget i en bestemt anledning, ved jeg ikke. Det kan måske være taget efter min oldemors begravelse. Hun døde i 1897. Eller det kan være taget ved den ældste søsters konfirmation.
 
Min mormor står til højre.Søsteren Mette Marie sidder til venstre og søsteren Kirstine står bagved.

 

 

 

Min mormor står til højre. Søsteren Mette Marie sidder til venstre og søsteren Kirstine står bagved..

Dette billede er af min far Hans Jakob Bak. Det er sådan et sødt billede af ham. Det er sjovt, at han står op. Jeg har også ét, hvor han sidder ned. Selvom det er taget hos en fotograf, har han en striktrøje på - så det virker lidt dagligdags.

Billedet er taget i Herning i Atelier moderne i 1920.

Billedet er et eksempel på et visitkortfotografi. Nederst ses fotografens navn på pap-pladen.

Dette billede er taget i 1952-53. Det er et eksempel på en fotografimåde, som var almindelig, da jeg var barn. Billedet her er af min storesøster Anna Dorthea. Der blev taget en række fotos, og man fik et ark med 12 fotos. Der var både fotos taget i hel figur og tættere på. Man kunne så udvælge ét til forstørrelse, som man kunne sende til familie og venner.

Læg mærke til billedet i anden række øverst til højre. Det var almindeligt, at der også var fotos, hvor barnet ikke ser så glad ud.

Det sidste billede er taget omkring 1960. Det viser mine tre søskende og jeg. Vi ser så glade ud i vores pæne tøj.

Billedet viser fra venstre: min søster Anna Dorthea, min bror Jesper, mig og min bror Martin. Læg mærke at vi tre yngste ser ud mod venstre. Jeg tror, vores mor må have siddet dér.
 
 

Denne side er udarbejdet af Lisbeth Bak. Alle rettigheder forbeholdes. Siden er sidst rettet 20/4 2007